Archives

now browsing by author

 

Introduktion

 


 

Kirken, klædet og billedet

Ligklædet – La Santa Sindone, The Holy Shroud eller blot The Shroud, den katolske kirkes helligste relikvie – opbevares i Johannes Døber-domkirken i Torino.

Klædet ligger hengemt i domkirkens venstre sideskib i et sikret skrin.

Skrinet er dækket af en gylden damaskdug. Ovenover skrinet hænger en kopi af ligklædet.

I dette århundrede er klædet udstillet i 2010 og 2015 med planlagt udstilling i 2025.

Når klædet er udstillet, kan man i en vis afstand se en mandsskikkelse i en lidt mørkere farvetone end klædets baggrund. På klædets venstre halvdel ses manden forfra med hænderne krydset ved håndleddene. På den højre halvdel ses manden bagfra. Han er, afhængig af målemetode, mellem 174 og 183 cm høj.

Ligklædet blev fotograferet første gang i 1898, i 2002 under en gennemgribende restaurering og sidst i 2008 i en meget høj opløsning. Lige siden 1898 har ligklædet været en udfordring for videnskaben på grund af den ejendommelige billeddannelse.

Hvis man fotograferer ligklædet med dets skyggeagtige billede og derpå studerer det fotografiske negativ, så fremtræder som ventet selve klædet i negativ, mens den skyggeagtige skikkelse opleves som et fotografisk positiv.

Spredt over skikkelsen ses blodpletter af forskellig størrelse. De mest karakteristiske ses i pande, nakke og hår, i siden af brystet, i håndleddet og fødderne. Hertil kommer utallige små blodpletter overalt på kroppen, mest udbredt på ryggen.

Selve klædet er vævet af hør i et karakteristisk sildebensmønster, som giver klædet et længdestribet udseende.

På den ene langside løber en søm ca. 8 cm fra kanten. Den heraf fremkomne strimmel slutter i den ene side 35 cm og i den anden 15 cm fra ligklædets naturlige hjørner. Fra sidstnævnte område er der i 1988 afklippet materiale til kulstof 14-datering.

Under en brand i 1532 blev klædet voldsomt beskadiget. Klædet var opbevaret sammenfoldet i et sølvskrin. Glødende materiale fra den indre beklædning i skrinets låg løsnede sig og brændte store huller i klædet. Varmen udviklede svidninger, og slukning med vand efterlod skjolder. Da klædet blev foldet ud, tegnede der sig et karakteristisk, symmetrisk mønster af brandhuller, svidninger og vandpletter.

I dag er gravklædet i hele sin udstrækning fæstnet til et støtteklæde, en bagbeklædning, der ses som en lysere nuance gennem brandhullerne.

Er det Jesus?

Retsmedicinere, arkæologer, teologer og andre fagfolk er enige om, at billedet i ligklædet afslører en korsfæstet mand, der har fået samme, grusomme medfart som evangeliernes Jesus. Forløbet af Jesu lidelseshistorie, passionen, var på mange måder usædvanlig: voldsom piskning, tornekroning, skinneben, der ikke blev knust, spydstikket i siden og en hurtig begravelse. Alle disse og flere andre medicinsk bemærkelsesværdige karakteristika genfindes i ligklædet.

Derfor ærer mange kristne ligklædet i Torino som det klæde, Josef fra Arimatæa købte og sammen med Nikodemus foldede om den døde Jesus.

 

Johannes

Døber-domkirken © Niels Svensson

 

I dette skrin opbevares ligklædet. I dag er der anbragt en kopi af klædet ovenover skrinet. © Ærkebispesædet i Torino.

 

 

 

 

Ligklædet udstillet i Torino. © Niels Svensson

Positivbillede til venstre og negativbillede til højre af manden i gravklædet. Bemærk, at sort/hvid billedet er anatomisk korrekt, som stod beskueren lige overfor manden: såret i håndleddet sidder i venstre håndled og såret i brystet i højre side. Ligklædet i sepiabrun til venstre er et spejlbillede af virkeligheden. Klik på s/h billedet og se det forstørret. Tidligere dækkede påsyede lapper brandhullerne i klædet. De blev fjernet i 2002. © Ærkebispesædet i Torino

Historie

Ligklædets odyssé

 

33 Josef fra Arimatæa køber et ligklæde, et lagen, sindon, og svøber det om den døde Jesus i Josefs egen klippegrav, som forsegles og bevogtes. Ca. 36 timer senere findes graven tom, “…og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv.” (Johannesevangeliet, kap.20, v.7).

 

Ifølge nogle kirkehistoriske kilder bringer én af Jesu disciple kort efter mesterens død et portræt af Jesus til den spedalske kong Abgar 5. Ukkama, der hersker over Edessa (det nuværende Sanliurfa i det østlige Tyrkiet). Kongen helbredes i samme øjeblik, portrættet vises.

 

Kildernes indbyrdes vidnesbyrd er af mange forskere tolket derhen, at portrættet af Jesus, som går under betegnelsen akheiropoietos, dvs. ”ikke formet af menneskehænder”, er identisk med ligklædet i Torino.

 

544 Klædet genfindes i Edessas bymur og opbevares i de følgende 400 år i Edessas katedral.

I 943 sender den byzantinske kejser Romanos d. 1. en hær ud for at bringe klædet til rigets hovedstad, Konstantinopel.

 

944 På dagen for ”Jomfru Marias Hensovning”, d. 15. august 944 ankommer klædet til Konstantinopel.

Gennem de næste 260 år æres klædet af pilgrimme fra hele Europa. Adskillige dokumenter bekræfter, at det drejer sig om et stort klæde, hvor hele Jesu legeme er afbildet. Den sidste beretning (opbevares på Det Kongelige Bibliotek i København) om klædet i Konstantinopel kommer fra korsfareren, Robert de Clari, der studerer det i 1203. Han kender ikke dets skæbne efter byens fald i 1204.

 

1355 Efter de ”ukendte år”, hvor ligklædet muligvis har været i tempelriddernes besiddelse, udstilles det i 1355 af ridderen Geoffroi de Charny i den lille, franske landsby, Lirey, sydøst for Paris. Udstillingen bliver et tilløbsstykke. Der udfærdiges souvenirmærker med ligklædet afbildet. Den lokale biskop, Henri de Poitiers, beordrer i 1357 udstillingen standset, da han mener, klædet er en forfalskning.

 

1389 Geoffrois søn, Geoffroi 2. påbegynder en ny udstilling af ligklædet i Lirey. Omgående forbyder biskop Pierre d’Arcis udstillingen; men paven i Avignon tillader fremvisningen.

 

1453 Geoffroi 2.s datter, Margaret de Charny skænker ligklædet til grevskabet Savoyen. Ligklædet føres midlertidigt til grevskabets hovedstad i Chambéry.

 

1532 Natten til d. 4. december udbryder der brand i Chambéry-kapellet, hvor klædet nu er anbragt. Flammerne er tæt på sølvskrinet, der smelter i det ene hjørne. Det smeltende sølv forårsager sammen med et glødende træstykke fra låget de brandhuller og svidninger, vi ser i dag. Klædet repareres i 1534 med lapper og påsys et støttelagen.

 

1578 Ligklædet ankommer til Torino, som nu er Savoyens hovedstad. Her fremvises det d. 12. oktober for en skare på 40.000. Fra den tid udstilles det med jævne mellemrum.

 

1694 Bag Johannes Døber domkirken står nu Guarinikapellet færdigt, specielt opført til ligklædet. Her opbevares klædet sammenrullet bag glas og gitterværk lige indtil 1993, hvor kapellet restaureres.

 

1898 Under en udstilling fotograferes ligklædet for første gang. Negativet viser som forventet klædet i negativ, men skikkelsen som et fotografisk positiv. Nyheden bringes straks ud til offentligheden.

 

1973 Kriminologen Max Frei udtager prøver til pollenanalyser og tekstileksperten Gilbert Raes afklipper to prøver à 40 x 13 mm til analyse.

 

1978 Efter en formidabel velbesøgt udstilling fra 26. august til 8. oktober med 3,5 million besøgende i anledning af 400-året for ligklædets ankomst til Torino får et amerikansk forskerhold, STURP og et italiensk hold tilladelse til at underkaste klædet en avanceret, multidisciplinær, videnskabelig undersøgelse. STURP’s væsentligste opdagelser er, at billedet ikke er et maleri, men aftegner et virkeligt menneske, der er pisket og korsfæstet. De røde pletter er menneskeblod. Selve billeddannelsen forbliver et mysterium.

 

1988 To års planlægningsmøder, der skulle forberede en omhyggeligt tilrettelagt og velgennemtænkt kulstof 14-datering af Torinoklædet ender i en discountløsning: I stedet for at følge et råd om at anvende mindst syv dateringslaboratorier benyttes kun tre. Prøvematerialet tages fra et forurenet hjørne og ikke fra repræsentative områder på klædet.

13. oktober falder C 14-dommen. Den daterer klædet til middelalderen, mellem 1260 og 1390. Denne datering er siden draget i tvivl.

 

1998 Offentlig udstilling 18. april – 14. juni i anledning af 100-året for det første fotografi af klædet. Mere end to millioner besøger ligklædet.

 

2000 Offentlig udstilling 12. august – 22. oktober i anledning af millenniet. Skønt ligklædet er udstillet to år tidligere, besøges det alligevel af mere end én million. Ligklædet anbringes udfoldet i et fem meter langt skrin, beskyttet mod forurening.

 

2002 Efter anbefaling af Kommissionen til Ligklædets Bevarelse tillader Vatikanet en gennemgående restaurering under ledelse af tekstileksperten Flury-Lemberg. Alle lapper påsyet i 1534 fjernes sammen med støtteklædet. Klædet udrettes for folder og sys til sidst fast på et støtteklæde, der matcher ligklædets patina.

 

2004 Professor Giulio Fanti viser, at dele af ansigtet er afbildet på klædets bagside, om end meget utydeligt.

 

2005 Kemikeren Raymond Rogers påviser, at området, hvor materialet til kulstof 14-dateringen er taget, ikke har samme kemiske og optiske egenskaber som det øvrige klæde. Der er desuden iblandet bomuldsfibre i hørren. Disse fund sammenholdes med tidligere observationer: at klædet i prøvetagningsområdet afviger i både struktur og tykkelse. Meget tyder på, at området udgør en kunstfærdigt udført reparation i 1500-tallet. Prøvetagningsområdet er derfor ikke repræsentativt for klædet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2010 Offentlig udstilling 10. april – 23. maj.

 

2015 Offentlig udstilling 19. april – 24. juni.

 

3

Ligklædets formodede rejserute. © Niels Svensson

Traditionens placering af Jesu gravkammer i Gravkirken, Jerusalem; i dag beklædt med marmorfliser. © Franciscan Cyberspot

Kong Abgar 5. helbredes af klædet med portrættet af Jesus. © Nikos & Kostas Kontos

Kejser Romanos i midten til højre modtager Edessaklædet. © Nationalbiblioteket, Madrid

 

Landsbyen Lirey. Pilen peger på den nuværende stenkirke, hvor tidligere ligklædet blev udstillet i en lille trækirke. © Office du tourisme de Troyes

 

Sainte Chapelle, Chambéry. © Niels Svensson